Tankerne har været der længe og føler sig til rette i hendes stuer.
Hjemmevant slænger de sig i sofaer og lænestole.
Hun bryder sig ikke om tankerne men ønsker heller ikke, at de flytter. De er bedre at have hos sig end ingenting.
Tomhed er ikke til at holde ud.
I mange år har hun ikke bemærket tankerne, men de har bestemt over hende alligevel. Nogle af dem er af meget gammel dato. Andre er kommet til i årenes løb. Måske har der været nogle gode engang, men de må have gemt sig, for de ondskabsfulde hersker:
Sig mig, hvem tror du egentlig, du er?
Du fylder for meget.
Det hele går ad helvede til.
Lige meget hvad du rører ved, skal det ødelægges.
Så tag dig dog sammen.
Du bliver aldrig til noget.
Nogle gange råber hun ad dem, beder dem om at holde kæft. Der bliver stille et øjeblik, og så begynder de forfra. Først dæmpet, og ikke alle, men lidt efter lidt larmer de igen.
De vader rundt i sjælens bolig.
En dag får hun en fornemmelse for, hvordan tankerne kan bekæmpes, og hun får et redskab: at viske tavlen ren.
Nu ved hun, hvad hun skal gøre.
Hun bevæbner sig med en støvekost og jager alle de tanker, som ikke er hendes egne, ud fra stuerne.
Og midt i tomheden dukker de op, de gode tanker.
Bag en stol finder hun en ældgammel én. Det er en af hendes egne oprindelige tanker, én af dem, der kommer fra hendes indre kerne. Den er skrumpet helt ind efter mange års ophold i et trangt hjørne. Glad genkender hun tanken ”Jeg er tryg ved livet”. Hun rækker hånden ud, trækker tanken op at stå og mærker, hvordan dens ben ryster. Efter at have støvet den af og sat den i sin bedste lænestol stryger hun den over håret.
– Velkommen, siger hun.
– Taak, hvisker den autentiske tanke.
– Du må undskylde, at jeg har overset dig. Men det bliver anderledes nu. Du skal få al den næring, jeg kan undvære.
Tanken smiler taknemmeligt til hende og peger på et ældgammelt kukur:
– Der sidder en af mine venner inde bag ved det ur.
Hun går hen og kigger. Og minsandten: Her sidder ”Jeg har ret til at være her.”
– Endelig, siger tanken, – jeg har siddet her i en evighed og kaldt på dig.
Det er på højeste tid, at den kommer op at stå og bliver støvet af. Hun tager fat i de gamle edderkoppespind, der klæber til den, og fjerner ligene af edderkopperne.
I dagene efter finder hun flere gode tanker gemt rundt omkring.
Hun nærer dem, så godt hun kan, og skridt for skridt forener de deres nyvundne kræfter og jager de gamle onde tanker på flugt.
Sjælestuerne dufter friskt og rent.