Jeg har malet et billede af Paradis.
Intet mindre.
Fuldt af fabeldyr, en Eva og en æsellignende Adam, for ikke at nævne en lang blå slange. Underlige fugle og mærkelige hængedyr, en hund i himlen og en bille på jorden. For ikke at tale om billedet med de to elefanter med ukurante ører, der snakker. Det har været sjovt. Og det bedste var, at nogle kursister uafhængigt af hinanden kaldte mit billede for enten Chagall- eller Heerup-inspireret. Tak, det tager jeg gerne imod, og mit indre barn nikker.
Flere gange har jeg følt mig inspireret til at tage en lineal og tegne inddelinger på lærredet. Flere gange har været ved at finde et billede frem at male efter. Jeg må indrømme, at mine medkursisters måde at male på – forlæg, skygger, perspektiver, dybder – fik mig til at føle mig så alene med min barnlige originalitet, at jeg blev nødt til at male et billede efter forlæg.
Lige nu er min frie inspiration elefanter, og en kursist bemærkede, at det var da godt, det ikke var lyserøde elefanter, jeg malede.
Så var jeg jo nødt til – lidt på trods – at male en lyserød elefant – efter forlæg. Den blev for så vidt perfekt, idet stødtænderne sidder det rigtige sted og ørerne ligner en elefants ører. Men – indrømmet – jeg kan altså bedre lide at male frit. At lade hjernen og intellektualiteten hvile og få hånden til at danse sit eget sprog hen over det ubrugte lærred. Store armbevægelser og “tilfældige” indslag. Ikke tænke så meget. Bare gøre.
Så mit næste billede bliver fra hånd til lærred.