“Sådan noget lort!”
Nu var billedet lige blevet så godt, og den diffuse elefant skulle bare liige have duppet og lirket sin snabel i kontur. Og så får jeg tværet den svamp ud over det hele. Den svamp, der i sin ene ende er fyldt med en fantastisk rød farve. En rød farve, der nu er tværet ud over min søde elefants blå snabel og giver en helt forkert kulør.
Og så stormer hun frem igen, hende dér, den lille indeni. Et almægtigt raseri styrer højre arm hen over det store lærred.
“Her,” siger Søster Grøn og rækker mig et nyt lærred. “Sæt det dér til at tørre, og husk, at der nogle gange kommer fantastiske billeder ud af sådan ét.”
“Ja,” supplerer Søster Blå, “og måske var det bare ikke meningen, at elefanten skulle frem nu.”
Deres ord er som balsam, mit indre kunstnerbarn slapper af, og jeg mærker min vejrtrækning blive normal. Lidt køligt vand i halsen og et kig over på de andres lærreder indlægger en pause i min fremstormende malerkarriere.
Vi står i Søster Grøns værksted. Tre kvinder i hver sin malerskjorte og iført vores allerbedste alder. Gennemprøvede og livskloge står vi dér i en trojka og nyder at være sammen. I lang tid har vi ikke sagt et ord. Kun lyden af maleriets svup, skrab og gnid og en svag miaven fra to katte har akkompagneret vores maleriske samvær sammen med den liflige meditationsmusik, der strømmer ud af cd-afspilleren.
Et nyt hvidt lærred læner sig fremover med pegefingeren strakt i vejret, som et barn på skolebænken, ivrig efter at blive spurgt.
“Tag mig, tag mig.”
Jeg synes, lærredet ser lidt provokerende ud, men falder til ro igen. For: Tænk, hvilken lyksalighed. Intet er endt, intet er afgjort. Man kan altid begynde på ny. Lykkes maleriet ikke, kan man begynde på et nyt. Eller male det ”mislykkede” over. Igen og igen.
Og der findes ikke fejl.