Uanset hvad jeg planlægger at male på det våde akvarelpapir, bliver den gule hest ved med at dukke op.
Hvad vil den mig?
Er den venlig?
Eller vil det stærke dyr skræmme mig?
Ligner den overhovedet en hest?
Eller er den ”kun” en børnetegning?
Når malingen er tør og jeg ser på maleriet i en ramme, bliver det klart: Den gule hest er der for at hjælpe mig. Den ser sød og fredelig ud. Skubber lidt til mig med sin bløde mule. Jeg elsker den. Sukker dybt og slapper af. Bliver berørt. Må sidde lidt og kigge forelsket på den, før jeg kan lægge maleriet til tørring på gulvet ved siden af de andres.
Efter et par års tilløb er jeg taget på intuitivt malekursus.
Kurset kræver ingen maleerfaringer. Det lover, at jeg kan opleve at blive forelsket i mine egne malerier. Via den intuitive maleproces vil jeg komme i kontakt med den, jeg virkelig er. Jeg vil blive bedre til at lytte til mig selv og til at udtrykke mig.
Hun er med på kurset, er hun: hende dér, mit indre barn. Selv om hun ikke rigtig tør. Men jeg tager hende ved hånden og siger: Det skal vi to nok klare. Sammen.
Og jeg skal lige love for, at det fregnede og buttede barn med rottehalerne er til stede. Begærligt kaster hun sig over de fantastiske farver og roder dem sammen. I maleprocessen er hun på skift dybt ensom og jublende lykkelig. Hun kigger misundeligt på de andres malerier og slår sig selv oven i hovedet, da hun kommer til at ødelægge noget flot med penslen. Indeni spytter hun ordene ud som malepletter fra en rystet pensel: Se, nu har du ødelagt det fine maleri. Igen. Din idiot. Du kan da heller ikke finde ud af noget. Hvorfor er du i det hele taget her? Det er da meningsløst, når du ikke kan male noget flot alligevel …
Hendes fødder vil stampe i gulvet, men hun nøjes med at køre penslen vredt rundt i motivet, rundt og rundt og på tværs, så penselhårene tværer ud. Og bagefter tager hun et hidsigt kvælertag på den forsvarsløse maleklud i køkkenvasken.
Mens jeg mærker det indre barns raseri, kommer jeg i tanker om noget jeg har læst. Når man i en maleproces forløser sine følelser og udtrykker dem på papiret, bliver det færdige maleri lige så værdifuldt som de ”anerkendte” malerier, der hænger på forskellige gallerier.
Alligevel kritiserer jeg min malekunst under gennemgangen. Skælder den ud for at være børnetegninger.
”Og hvad er der galt med børnetegninger?” spørger læreren.
Jeg kigger ned på hende med rottehalerne og bliver rørt. Den gule hest på maleriet nikker. Den bliver der, selv om jeg laver ”fejl.”
Efter at jeg er kommet hjem fra kurset, mærker jeg – og pigen med rottehalerne – stor lyst til at male. Ja, det er nærmest blevet et behov. Jeg længes efter de kraftige farver og kaster mig begærligt over dem. Klasker dem ned på det våde papir og roder rundt. Skuddermudder.
Da det første billede er færdigt, hilser jeg på den igen.
Nu er den i galop, kan jeg se.
Den gule hest er på vej ud over de grønne marker.
Store øjne og manken tilbage.
På ryggen sidder en lille pige med rottehaler.