“Terapi er ikke bare sådan lige. Du var svær at finde i junglen,” sukker hun, “det vrimler jo med terapeuter herinde på nettet. Så da en af mine venner anbefalede dig, slog jeg til. Hun var godt tilfreds med den terapi hun fik hos dig.”

Ja, det kan være uoverskueligt at lede efter en psykoterapeut i junglen af terapeuter med mange forskellige specialer.

“Hun sagde, at du er den rette terapeut.”

En rette terapeut
Hvad er en rette terapeut? Søger du sådan én? Hvad er dine kriterier?

En rettesnor i junglen er, at terapeuten har mindst fire år bag sig i uddannelse, og det kan også godt betale sig at kigge på de temaer, terapeuten har gennemgået. Og måden det er sket på. Har terapeuten været i egen proces? Altså er det en procesorienteret uddannelse hun har været igennem med personligt arbejde og egenterapi? Har hun så at sige været nede på egen bund og bearbejdet sine oplevelser? Er det samtaleterapi eller er kroppen også en del af terapien? Når der både er teori og praktik bag uddannelsen og en stor del egenterapi-timer, og når du kan se, at terapeuten går i løbende supervision, kan du med sindsro opsøge terapeuten, sætte dig i stolen og mærke efter.

Gør det åbent
Når du har fundet den rette terapeut og sidder i stolen og mærker noget ubehag, vil du måske pege på dig selv og sige: “det er nok bare mig.” Men et eller andet skurrer. Måske er det hendes udseende. Eller stemmen. Det kan jo være en projektion, at hun måske minder om din mor. Måske siger hun noget, der får dig til at føle skam. Eller laver en bevægelse med hovedet, som din mor også gjorde. Det kan være rigtig godt at gøre sådanne oplevelser åbne over for terapeuten.

Når du gør det åbent, siger du for eksempel: “Der er noget, jeg ikke rigtig kan sætte en finger på. Men jeg mærker altså noget ubehag ved at være i dette rum.” Sammen kan I undersøge, hvad det er. Måske er kemien der ikke rigtig, og det kan I tale om, eller måske skyldes dine fornemmelser frygt for selve terapien. Du kan også sige, at du er usikker på, om hun er den rette terapeut for dig. En snak med hende om dette kan som regel gøre, at den gode kontakt mellem jer netop bliver udbygget.

Mærk efter
Hvordan mærker du efter, hvis du ikke synes du kan mærke noget? Hvis du er i tvivl og heller ikke synes du kan mærke noget, så prøv dette: Hvordan har du det, når du sidder hos terapeuten? Og når du går fra terapeuten? Er du fuldstændig ulykkelig og kan ingenting, men må gå hjem og putte dig under dynen? Føler du dig endnu mere forkert end før? Eller er du lettet? Kan du mærke på dine skridt, at der er mere energi i benene? Er du måske ikke jublende lykkelig, men bare lidt mere glad?

Udvikling sker i kontakt
En vellykket terapi forudsætter, at der er god kontakt mellem terapeut og klient. Det giver tryghed. Og en virksom terapi forudsætter tryghed.

Hvis du er usikker på, om du befinder dig godt hos terapeuten, så prøv én til. Gentager det sig, så prøv en anden igen. Indtil du finder den, der føles rigtig.

Stol på dine fornemmelser og på processen.