“Hvad betyder det, at familien er dysfunktionel?” spurgte en deltager engang, da jeg var til foredrag. Foredragsholderen svarede kort og godt: “Funktionel betyder, at den fungerer. Dysfunktionel betyder, at den ikke fungerer.”

Men præcis hvad er det, der ikke fungerer? Er du også i tvivl?

Vi har gennem årene fået forøget kendskab til dysfunktionelle familier. At de voksne er misbrugere og ikke tager sig af børnene. At der foregår overgreb. Børnene får ingen hjælp til noget som helst og er alene hjemme, når mor og far er på værtshus. De er ofte vidner til skænderier og bliver kraftigt udskammede. Når mor og far mangler øl, bliver børnene brugt som bude.

Da den slags problemer ikke forekom i din familie, tænker du måske, at din familie ikke kan gå under betegnelsen “dysfunktionel.” For når du tænker efter, fungerede det hele jo meget godt.

“Der var ikke noget misbrug i min familie. Min mor og far havde høje stillinger. Vi fik tøj på kroppen og mad i munden. Vi lærte at børste tænder og spise med kniv og gaffel. I sommerferien var vi i vores sommerhus, eller vi lå på campingplads. Nogle gange tog vores forældre os med på ferie i udlandet. Der var ingen skænderier i mit hjem. Julen var fredelig. Så alt så ud til at være gået godt.”

Og jeg kunne supplere: Du kunne altid komme hjem og fortælle om dine oplevelser. Dine forældre hjalp dig ud med aviser, da du begyndte at tjene lommepenge. De støttede dig med lektielæsning, og de bakkede dig op i mit studievalg. Måske sagde de oven i købet de forløsende ord: ”jeg elsker dig.” Da du var flyttet hjemmefra og dit forhold gik i stykker, fik du lov at bo hjemme igen, til du fik skaffet et nyt sted at bo. Dine forældre har altid været der for dig og hjulpet dig.

Så hvordan kan det være, at du nu sidder i terapistolen så ulykkelig og opgivende og træt?

Du synes ikke, at du kan give din familie skylden for, at du har det svært i dine kærlighedsforhold. Derfor forstår du simpelthen ikke, at du genkender dig selv i bøger som ”kvinder der elsker for meget” eller ”forelsket i en drøm” eller andre bøger om personlig udvikling. De angiver jo den tidlige tilknytning og familiefunktionen som grundlag for de allerførste erfaringer med kærlighed. Ergo må der være noget ganske særligt galt med dig, som ikke har noget med din familie at gøre.

Dysfunktion 

Dysfunktion findes på mange niveauer. De fleste mennesker, jeg møder i min praksis, kommer fra familier, hvor følelser ikke blev anerkendt. Hvor skrækken for at mærke følelser bestemmer, hvordan familielivet leves.

Det kan være, at ens forældre ikke føler sig trygge i deres liv og derfor bliver uforudsigelige i deres humør. Nogle dage er der fred, andre dage er mor eller far opfarende og vrede. Og man ved aldrig, hvornår man kan føle sig tryg.

Ingen forældre er perfekte. Alle mennesker er i en eller anden grad udsat for omsorgssvigt. Fordi følelserne bliver gemt af vejen, når de kommer for skade at vise sig. Så børn ikke føler sig set og forstået og – som følge af det – ikke elsket.

Vrede

Især vrede kan volde mennesker problemer.

Når et barn er vredt og skriger og stamper i gulvet, berettiget, bliver det måske skældt ud, sendt på værelset og/eller gjort nar ad og kaldt hysterisk og forkælet. I virkeligheden har barnet brug for at blive beroliget og forstået. I stedet oplever det at blive misforstået på sine hensigter. Barnet lærer, at det ikke er i orden at være vred.

Vrede kan gøre, at mor og far tager afstand fra én, så man bliver forladt. At blive forladt er noget nær det farligste, man kan komme ud for som barn. Forladthedsfølelsen bliver siddende i kroppen og kan mærkes hele livet.

Den hemmelige krukke

Barnet putter vreden ned i en hemmelig krukke indeni og lægger låg på. Stiller krukken langt væk og lader som om den ikke er der.

Vreden eksisterer ikke mere. Simpelthen. Vred? Hvem? Mig?

Til sidst sker der det, at barnet glemmer, at krukken eksisterer. Men vreden buldrer og brager nede i krukken og skubber til låget. I øvrigt sammen med de andre følelser, som barnet har bragt af vejen: at være ked af det. For hvis man er ked af det, gør man sine forældre kede af det. Og så kan der ske noget med dem, så de ikke længere kan være der for én. Så det sikreste er at proppe ked-af-det-heden ned i krukken.

Faktisk kan det også ske, at glæden bliver spærret inde sammen med vreden og ked-af-det-heden. Hvis mor og far ikke er glade og barnet kommer glad hjem fra skole og smiler over hele hovedet. Så mærker mor måske, at der er stor forskel på hendes og barnets humør, og hun afviser at høre om, hvorfor barnet smiler. Så lærer man, at det ikke er velset at være glad, når andre er kede af det.

Hvorfor gemmer barnet følelserne væk? Det har lært, at det ikke er i orden at eje og udtrykke sine egne følelser. Det kan tilmed være farligt. Man kan blive afvist og miste kærlighed.

Overlevelse

Men hvad finder man så på? Heldigvis findes der måder at overleve på. Man kan blive rigtig sød og hjælpsom. Man kan blive dygtig i skolen. Hver gang krukkelåget klaprer, bimler og rumsterer, bliver man mindet om de glemte følelser. Så det er vigtigt at holde dem nede i krukken.

Men det medfører, at maven kan føles, som om der er et hul dér, hvor man selv skulle være. Hvor ens holdeplads og roen skulle være. Så kan man spise lidt for meget for at dulme tomheden. Eller man kan begynde at ryge eller drikke. Eller blive afhængig af noget andet, som dulmer. På den måde bliver låget holdt på plads.

Krukken som vejviser

Krukken kan noget meget smart. Den kan lette på sit låg og sende stråler ud mod andre mennesker. Stråler, der er kopier af de følelser, som er spærret inde i krukken. Og når den retter for eksempel vredesfølelsen mod en anden person, fordi den ikke kan få lov at udfolde sig i dig, er det for at gøre dig opmærksom på, at du skal til at lette lidt på låget, så den kan slippe ud, lidt ad gangen.

Ofte vil vi, når vi begynder at arbejde med disse ting, komme til at lette låget for hurtigt, og så slipper vreden ud som en vulkan. Det kan godt føles som et quickfix, en total lettelse. Men snart kommer skammen og forkertheden over at have gjort det, og vi bliver bange og lægger låget på igen. Derfor er det vigtigt at linde lidt på låget og slippe lidt af vulkanenergien ud i små portioner. Lettere sagt end gjort.

Men næste gang du tænker over, hvor vred en anden person er, så prøv at forestille dig, at det er din egen indespærrede vrede, som er sluppet ud af krukken og har placeret sig et spejl ovre i den anden.

Når krukken bulner

Du oplever, at undertrykket bliver større og får låget til at buldre især i alderen 25-40 år. Men det kan også være før eller senere. Men særligt i denne aldersgruppe kommer der medmennesker til din praksis for at få ryddet op på det indre skrivebord, så krukken kan blive fundet og støvet af.

Du kommer for eksempel til mig med det problem, at du har svært ved at være i et forhold. Det er også svært med fortrolighed til veninder. Dit selvværd er ikke så godt. Du har læst om det og konstateret, at det måske kan skyldes, at du kommer fra en dysfunktionel familie.

Du har prøvet at ændre på forholdene i din familie uden held. Når du er ærlig og fortæller, hvordan du har det, eller påtaler noget, du er utilfreds med og kommer med konstruktive forslag til ændring, får du at vide, at du “ødelægger den gode stemning.”

Du er forvirret og kan ikke mærke dig selv. Du siger, at du ikke ved, hvem du i virkeligheden er. Du mærker en stor tomhed. Dine venner er overfladiske, og du løber altid ind i nogle forkerte kærester. Især vrede mænd, som du føler dig voldsomt tiltrukket af. Hvad er der i vejen med dig? Du er meget træt, for når du kommer til mig, har du brugt en masse energi på at tænke. Tænke på, hvad der er galt med dig. Og hvad du skal gøre ved det.

Hvad kan du gøre?

Du læser bøger og snakker med venner og veninder og måske en kollega. Du deltager i grupper. Du går til kropsbehandling og får mere at vide om, hvordan din krop har det. Din viden om psykens udvikling tager til. Din bevidsthed bliver større. Men der mangler stadig noget. Selv om du synes, du ved alting om dig selv, bliver du på en måde hængende i mønstrene.

Nu har du taget det første skridt til at gå i terapi. Du er kommet til mig for at få støtte til din proces. Jeg er til stede for dig og følger dig. Kemien mellem os er vigtig. Kontakt og nærvær er forudsætning for tryghed. Jeg gør mit bedste for at skabe det trygge rum for dig. For uden tryghed er det svært at komme i dybden.

Sammen søger vi ned til krukkens dyb og linder lidt på låget. Vi mærker de indestængte følelser sive ud. Du læner dig op af mig, mens du arbejder med at komme tilbage til dig selv. Måske mærker du krukken som en spænding i maven og brystkassen.

Vi uddyber dit familieliv lidt. Jeg beder dig fortælle om nogle højdepunkter i dit liv. Nogle oplevelser, der har betydet noget for dig rent følelsesmæssigt. Hvordan dine forældre støttede dig eller afledte dig fra følelserne.

Når vi går ind under huden på erindringerne, viser der sig noget, som mange familier har til fælles. Det handler om, at følelser bliver “pakket væk.” Ikke af ond vilje, men fordi det er “lettere sådan.” Vi skal være venner og ikke ødelægge den gode stemning. Så i stedet for at tale om, hvordan vi har det, taler vi om varmen, trafikken, potteplanterne. Vi taler ikke om det, vi ikke taler om. Selv om det ville være en lettelse at lukke det ud. Det ville bringe os tættere på hinanden. Men når følelser bliver pakket væk, er det svært at få familien til at fungere. Så den bliver dysfunktionel.