Psykoterapi

- du er midtpunktet …

Jeg arbejder kropsorienteret med relationen mellem os som redskab. Terapien foregår som samtaler, eventuelt suppleret med kropsarbejde i form af bioenergetiske øvelser og nærende berøring efter behov. Det er altid dig som klient, som definerer, hvad du har brug for og hvordan vi går frem. Udgangspunktet er dine egne oplevelser og følelser. Min opgave er at være fuldt til stede og opmærksom på dig og at støtte dig i processen – jeg skaber et trygt rum fyldt med tillid og varme og med respekt for dine grænser.

Du behøver ikke forberede dig til terapimødet. Vi har ingen “dagsorden”. Vi taler om dét, der fylder mest hos dig – her og nu. Jeg vil støtte dig hele vejen i processen med at opdage, værdsætte og bruge dine egne resurser og til at blive mere opmærksom på de mønstre, der forhindrer dig i at løse dine problemer selv. Sammen kan vi se på, hvordan du påvirker andre og andre påvirker dig, og vi ser på, hvordan du kan udvide dit repertoire for, hvordan du møder en situation. Du kan lære at blive mere bevidst om egne behov og håndtere job og sociale relationer på en bedre måde.

Individuel psykoterapi kan tage kortere eller længere tid. Det kan handle om, at du har behov for nogle krisesamtaler for at bearbejde pludselige alvorlige hændelser, en længere kontakt for at bearbejde mere gennemgribende problemer eller at du ønsker en mere alment personlig udvikling. En orienterende og støttende samtale kan være god for dig til at finde ud af, hvad du egentlig vil, og hvilket behov for hjælp og støtte du har. Terapien foregår i lokaler ved søerne, Østerbro, København.