I september begynder min næste udviklingsgruppe for kvinder, som gerne vil udvikle sig personligt.

Kom med det, der er
Det overordnede tema er: tag dét med dig, som du er optaget af eller slås med. Måske er du angst og stresset. Eller føler dig deprimeret. Græder uden at vide hvorfor. Er negativ over for dig selv og andre. Har svært ved at omgås familien. Har tankemylder. Har svært ved at være dig selv, når du er i kæresteforhold (“kvinder der elsker for meget”-temaet). Eller du er ganske enkelt søgende og vil gerne forstå dig selv bedre.

Måske hører du til dem, der er blevet klar over, at du slæber på en bagage fra en dysfunktionel familie. Men bevidstheden om, at dine reaktionsmønstre stammer derfra, betyder ingen forandring i dit liv. Så hvordan kommer du videre?

 

Gruppelivet
Ved at være i en gruppe af ligesindede vil du opleve at føle dig mindre alene i din situation. Forbavsende mange mennesker slås med de samme problematikker. Gruppelivet giver dig ro, genkendelse og øget selvfølelse.

Vi vil tale om og arbejde med alt det, der dukker op, og jeg vil fortælle om forskellige temaer og redskaber. Der vil være noget for kroppen, som jo er uadskillelig fra sindet: kort meditation, fantasirejser og lette bioenergetiske øvelser.

Kontakt
Kom og prøv at være sammen og opdag dit eget samspil med de andre. Også selv om du måske synes, at det er ubehageligt og har svært ved kontakt. Så er det netop lige noget for dig. Jeg sørger for, at der er tryghed for alle, og at alle bliver set og hørt.

Konkret
Så hvad laver man egentlig i gruppen? Vi begynder med at finde stole frem og tage kaffe eller vand. Gå på toilettet. Jeg orienterer om lokalerne. Herefter siger jeg noget om mig selv og formålet med gruppeforløbet. Jeg fortæller noget ærligt om min vej til et mere balanceret liv, så jeg så at sige går i spidsen. Herefter får I ordet en efter en og fortæller om, hvad der fylder mest, og som I gerne vil dele.

 

Udbytte
Du går hjem med en øget følelse af at være i kontakt med dig selv, med de andre gruppedeltagere og mig. Noget, der fremmer livsglæde og ro. Du vil føle dig friere og få øje på andre og bedre muligheder for at gestalte dit liv. Du får en masse god kontakt med mig og de andre deltagere, du får mulighed for at udveksle med os og mærke det rare ved at være sammen. Der opstår altid en stemning af, at vi hjælper hinanden, og der er i høj grad også plads til gode grin. Flere gruppeforløb er endt med, at deltagerne har opsøgt hinanden i en Facebook-gruppe og stadig ses indimellem. Så et nyt netværk af ligesindede er også en mulighed.

Tovholder
Jeg er gruppelederen, som hjælper med at skabe tryghed i rummet. Det er den vigtigste forudsætning for, at du kan tale om/arbejde med dine temaer. Og det er ikke mindst vigtigt, hvis du befinder dig bedre i “klassen” end i “frikvarteret”.

 

Det praktiske
Gruppen mødes første gang mandag den 5. september og kører cirka hveranden mandag ialt 6 gange fra kl. 17.00-20.00.

De nøjagtige datoer er:
5.9. 19.9. 3.10. 24.10. 7.11. 21.11.

Vi mødes i “Den Grønne Dal”, der ligger på Godthåbsvej 182, st.th. som et knudepunkt mellem Frederiksberg, Vanløse, Nordvest og Nørrebro. Lige over for Grøndal Station.

Forløbet er en samlet pakke, som du køber, og dermed forpligter du dig til at deltage i gruppearbejdet helt og fuldt. Så der skal betales også ved afbud. Prisen er kr. 550 pr. gang, og du kan betale fra gang til gang, dele beløbet i rater eller betale det hele på en gang.

Forsamtale
eller ring 61 66 03 44 og bestil tid til en halv times gratis forsamtale.

Jeg glæder mig så meget til at gå i gang med et nyt forløb med skønne kvinder i alle aldre