Organisk krop-psykoterapi går ud fra, at mennesket er ét organisk hele
Du er ikke dit hoved. Heller ikke din krop eller din psyke. Du er et helt menneske.
Vi mennesker er allesammen organismer, hvis psykiske, kropslige, følelsesmæssige, spirituelle og sociale liv gensidigt påvirker hinanden.
Organisk psykoterapi kan give dig kontakt til den autentiske dig. Du vil kunne ændre din måde at være i livet på - varigt. Netop fordi hele din organisme er med i processen og du ikke kun skal ændre tanker ved hjælp af dit intellekt. Psykoterapi kan gøre det lettere for dig at beskytte dig imod negative mønstre, og du kan opleve at få mere livsbekræftende forhold til andre mennesker.
|
|
I psykoterapi er du midtpunktet
Udgangspunktet for terapien er dine egne oplevelser og følelser. Min opgave er at være fuldt til stede og opmærksom på dig. Jeg skaber et trygt rum fyldt med tillid og gode rammer og med respekt for dine grænser. Lidt efter lidt vil du i dit eget tempo opleve at kunne udtrykke de følelser, som har hobet sig op indeni.
Du behøver ikke forberede dig på terapimødet. Vi har ingen "dagsorden". Vi taler om dét, der fylder mest hos dig - her og nu.
Jeg er en slags rejsefælle, som støtter dig på vejen mod at blive mere opmærksom. Sammen kigger vi på ressourcer og finder ud af, hvordan dine vanskeligheder opstår. Jeg hjælper dig med at blive opmærksom på de mønstre, der forhindrer dig i at løse dine problemer selv.
|