OM HUMOR & REGN

Er humor tilladt i psykoterapi? Eller er det altid meget alvorligt? Livet består af alvor og humor, og det gør samværet i terapien også. Ofte er det meget svært og trist og sorgfuldt at være i terapi. Men den tilstand kan hurtigt skifte, når du får luft for det, der fylder indeni.

Hvor mange gange har jeg ikke grinet og mærket selvironisk samklang, når der sad et medmenneske i stolen i min praksis og kom ind på noget, der var lidt komisk?

At grine sammen bringer os nærmere hinanden <3

Omvendt betyder det ikke, at terapien bliver useriøs. Terapien tager altid udgangspunkt i, hvor mennesket er – her og nu. Nogle gange er det rigtig svært, og pludselig titter det humoristiske frem. Jo, humor er en god overlevelsesmekanisme 😀

Humor og kreativitet er for mig tvillinger, som gerne følges ad. I denne ånd har jeg skrevet teksten om det stakkels regnvejr. Måske fordi jeg ofte i ungdommen havde det rigtig godt i regnvejr. Så var der nemlig ikke nogen at være misundelig på. Kender du det?

DEJLIGT AT BLIVE HOLDT I HÅNDEN, OGSÅ NÅR MAN ER REGNVEJR

”Jeg er så nedtrykt,” klager Regnvejret. ”Alle skælder ud på mig. Jeg er udenfor. DMI bagtaler mig og ser sure ud, når de kan se mine skyer på vejrkortet, for så skal de forklare sig over for seerne.
Alle hakker på mig og kalder mig møgvejr. Lige så snart jeg breder mine skyer ud på himlen, kigger folk op med onde øjne. Og så bliver jeg ked af det og begynder at græde, og så bliver det meget værre. Det er som en ond cirkel.”

“Det lyder virkelig hårdt,” siger terapeuten og kigger medfølende ind i Regnvejrets våde øjne.

“Ja,” siger Regnvejret og holder vejret.

“Har du lagt mærke til, at du næsten ikke trækker vejret?” siger terapeuten. “Prøv at sende dit vejr helt ned i maven.”

Pludselig slipper indestængt luft ud. Et uvejr bryder løs. Regnvejret hulker, så terapeutens kurvestol bliver helt våd.

“Åh, det var godt. Selv om det er pinligt at sidde her og vande kurvestolen, så har jeg trængt til det længe. Du må undskylde …”

“Kun godt, at du kan græde, det løsner dine spændinger. Og kurvestolen har såmænd godt af lidt regnvand, så den ikke begynder at knirke.

Regnvejret ser opgivende frem for sig.

“Jeg har så tit ønsket mig, at jeg var i min kusines bukser.”

“Hvem er din kusine?”

“Det er Solskinsvejret. Hun er gul, afholdt, varm og – dejlig. Hun er …” regnvejrets stemme skælver … “elsket.”

“Og ved juletid har jeg altid ønsket at være min fætter. Snevejret. Han lyser op om vinteren, og ham bliver folk altid glade for at se, især juleaften. Men her, sidste jul, holdt han sig væk og nød livet sammen med skiløberne sydpå. Så måtte jeg klare vejret og blev som sædvanligt skældt ud. Ingen kan kælke på regndråber.”

Regnvejret begynder igen at hulke.

“Må jeg komme over og holde dig lidt i hånden?”

“Ja, men så er det på eget ansvar.”

“Jeg er ikke bange for en smule regn,” siger terapeuten og sætter sig ved siden af Regnvejret.

Det er dejligt at blive holdt i hånden, også når man er et regnvejr.
De sidder lidt og bliver skyllet igennem.

Da der bare er et par dråber tilbage, siger terapeuten:

“Er du slet ikke klar over, hvilken fantastisk betydning du har? Hvad skulle vi alle sammen gøre uden dig?”

“Være lykkelige og varme og tørre,” snøfter Regnvejret.

“Vi ville jo dø! Jorden og planterne og dyrene og menneskene ville jo tørre ud. Væksten ville stoppe.”

Regnvejret ser lettet ud af vinduet.

Udenfor er det blevet skybrud.